10 timers billedkigning. 6 dage i træk. Minimum 15.000 billeder. Sådan brugte jeg en uge i Columbia, Missouri i februar, hvor jeg var et af de fire medlemmer i juryen til verdens ældste fotokonkurrence, Picture of the Year International (POYi). En intens og koncentreret billedoplevelse med masser af diskussioner og beslutninger.

Kapitel 1 – Billedbehandling
”I don't like this desaturation style”, kommer det stille fra min dommerkollega Pablo Corral Vega fra Ecuador, mens vi dommere sidder på rad og række i auditoriet og bedømmer endnu en kategori i POYi.

For stærke virkemidler
For lidt eller for meget billedbehandling, det var spørgsmålet, som gang på gang dukkede op i vores diskussioner. Eller skulle jeg hellere sige brugen af stærke visuelle virkemidler. For det var ikke kun brugen af billedbehandling, som vores diskussioner handlede om. Det var vel nærmere fotografers behov for at trænge igennem billedmuren ved hjælp af forskellige virkemidler:

• Holgabilleder fra Tjernobyl med tydelig tri-x filmkant.
• Billeder, der var helt brune, fordi fotografen havde fjernet alt farven.
• Eller det modsatte – billeder hvor lys, skygger og farver var fremhævet i en sådan
grad, at det lignede surrealistiske malerier.

Indholdet er det vigtigste
De virkemidler skulle vi se igennem, for at komme til indholdet af historien. Alt for ofte var der ikke noget indhold bag. Ingen følelser i personernes ansigter, intet øjeblik, ingen interaktion. Udelukkende en stemning. Og stemning og stil er ikke nok, hvis man vil til tops i en konkurrence som POYi. Måske bliver man som dommer i første omgang fanget af nogle visuelt stærke billeder, men man lærer hurtigt at se efter det reelle indhold.

Faktisk var alle fire dommere enige om, at vi gerne så fotografer udforske billedmediet ved
hjælp af forskellige udtryk. Det kunne for eksempel være lyse og kliniske
mellemformatfotografier som i Zed Nelsons vinderserie i portrætkategorien. Her var
billedbehandlingen og valget af kamera en del af seriens udtryk eller stil, men det var ikke
det primære. Det primære skal altid være historien.
Fortælling uden visuelt filter
Det var interessant at opleve, hvordan den visuelle stil eller billedbehandlingen nogle
gange stod i vejen for fortællingen. Fotografen blev for synlig i forhold til historien. Flere
gange i løbet af ugen blev vi enige om, at de bedste historier, var dem, hvor stil, layout (i
bøgernes tilfælde) eller redigering var usynlig og ikke for højtråbende.
Et godt eksempel på dette, er Thomas Lekfeldts vinderserie. Det var den serie, der berørte
os mest – både dommere og tilskuere. Her er intet visuelt filter mellem beskueren og
fotografen. Kun en meget stærk fortælling.
Fotografernes visuelle stil afslørede sig ofte, når vi så hele serier som kontaktark på
storskærmen. Her kunne vi scanne ned over billederne og se for eksempel den samme
hånd eller samme sorte profil brugt i forgrunden på flere af en series billeder. Den slags
effekter faldt vi ikke for.